Livet på øerne syd for Fyn

For Kristeligt Dagblad

Livet på øerne syd for Fyn

Samspillet mellem land og vand, de små byers åbenlyse idyl, naturens foranderlighed. Der er grunde nok til, at Kristeligt Dagblads læsere har udpeget Det Sydfynske Øhav som et stykke enestående natur. På en sejltur i området finder man endnu et par.

Færgen fra Rudkøbing dunker af sted mod en lun vind fra sydvest. Retning Strynø. En af de 55 små og store øer, der udgør Det Sydfynske Øhav. Snuden pløjer sig igennem vandet, som skyller over dette sunkne istidslandskab. Forude stikker de grønne øer op. Fortidens bakker fra dengang øhavsområdet hang sammen med resten af Fyn under sidste istid. Siden begyndte området at vippe. Havet steg, og for 6000 år siden dukkede så det ørige frem, som vi kender i dag. Godt og vel. For naturen ændrer sig hele tiden. Et sandrev dukker frem. Grådige bølger æder en sandskrænt.

På Strynøs havn står Poul Henrik Harritz klar til at tage imod. At bede den tidligere præsident for Danmarks Naturfredningsforening om at vise rundt i Det Sydfynske Øhav er som at spørge Søren Ryge, om han giver en rundvisning i køkkenhaven. Han kender hver en sten i området, har ringmærket en stor skare af stedets fugle og sejlet mellem småøerne siden begyndelsen af 1970'erne. Nu bor han på Strynø midt imellem to af øhavets større øer, Ærø og Langeland, hvor han arbejder som journalist og er sejlende havguide for turister i området. Vi traver op ad Grevebroen, der har navn efter en adelig fra Langeland. Flere af øerne i Det Sydfynske Øhav har indtil 1800-tallet hørt under godser og herregårde på Fyn og Langeland, og det kan stadig spores. Langs havnen ligger en række smakkejoller fortøjet. De små træbåde med rektangulære sejl er kendt som øhavets folkevogn, og de har fra gammel tid bundet øerne sammen. Skulle man ud at fiske eller i kirke på naboøen, var smakkejollen det foretrukne transportmiddel dengang, og i dag kan man stadig være heldig at se de små både blæse gennem Svendborgsund eller stævne ud fra Strynø, der har fået sit helt eget smakkecenter. Vejen, der fører op til Strynø by, er omkranset af marker. På den ene side står kornet gult - dyrket konventionelt af en lokal landmand. På den anden side vokser en græsmark vildt, og her står en flok karamelfarvede skotske højlandskøer og skuler ud under pandelokkerne. De to marker illustrerer udviklingen inden for landbruget på mange af de sydfynske øer, bemærker Poul Henrik Harritz.

- Det kan ikke betale sig for landmændene at dyrke markerne intensivt, og derfor lægger mange i disse år om til mere ekstensivt markbrug med dyr på græs. Det giver en meget varieret natur i stedet for ens marker med sprøjtespor.

Vilde heste på Langeland, små færger i rutefart, klinterne ved Voderup på Ærø, stenalderbopladser få meter under havoverfladen. Hvad er det særegne ved DetSydfynske Øhav? Ud over at vi her finder den plet i Danmark med flest beboede øer på mindst muligt areal er forklaringerne mange. Vi bænker os ved et bord med udsigt til vand og marker. Over os synger lærken.

- Der er et unikt samspil mellem land og hav i dette område. Kystlinjerne forandrer sig hele tiden, og på bare de lidt over 30 år, jeg har sejlet her, er der sket ændringer i naturen. På nogle øer har man bygget diger for at bremse nedbrydningen, men netop foranderligheden er en af de ting, som karakteriserer områdets natur, siger Poul Henrik Harritz.

For den geologisk interesserede er resultatet af den sidste istids vandring over Fyn - fra de buttede hatbakker til morænefladerne - et spændende landskab. Poul Henrik Harritz breder et landkort ud på bordet foran os og udpeger, hvorledes man ud fra øernes form og beliggenhed kan se, hvordan en gletsjer har presset sig fra sydøst, delt sig i to og mast sig videre mod Storebælt og Lillebælt og efterladt et øhav, hvor mange af øerne ligger i samme retning. De er et produkt af det ler, sand og jord, som isen skubbede foran sig. For den fugleinteresserede er området også en åbenbaring. Hvert år yngler tusindvis af fugle på øer og holme, og mange steder møder de besøgende skilte med restriktioner i yngleperioden mellem 1. marts og 15. juli: Træd varsomt. Skræm ikke fuglene op, og hold jer væk fra de områder, hvor et sandfarvet æg hurtigt kan knuses under en uforsigtig sandal. Ud over de imponerende fugleflokke kan paddeinteresserede være heldige at støde på både klokkefrø og grønbroget tudse på Birkholm, hvor man i 1998 satte disse arter ud. Efter forklaringer til lands bevæger vi os igen ned til havnen. Poul Henrik Harritz slækker på fortøjningerne til sin syv meter lange, hvide motorbåd Egholmskokken, der almindeligvis fragter turister på øhop i farvandet. Med en fart på 18 knob skyder vi hen over vandet med retning mod en af de små grønne holme ud for Strynø.

Fortøjet ved havnen ligger kreaturbåden Yrsa - opkaldt efter rigets ældste ko. Den fragter hvert år får og køer rundt til holmene for at holde græsset nede. Til stor fornøjelse for fugleinteresserede, forklarer Harritz. Jo bedre udsyn kystfuglene har, desto flere tiltrækkes nemlig af de små ubeboede holme, hvor de kan spejde langt efter farer, mens de ruger. Med en skrigen og piben byder mågerne velkommen, da bådens flade bund efter ti minutters sejlads når kysten ved Vogterholm. Tilsyneladende kommer vi højst ubelejligt. Det er stadig i slutningen af ynglesæsonen, og ikke alle unger er ude af reden. Sølvmåger og den større Svartbag med dens sorte vinger står i en sværm over os på himlen, da vi knaser ind over stenene ved bredden. Langs kanten vokser strandmalurt, der dufter skarpt og krydret, når man nulrer en kvist mellem fingrene. Fra denne grønne plet midt i alt det blå er der udsigt til adskillige andre øer. Der ligger Langeland og Birkholm, og længere inde i retning mod Svendborg ligger Hjortø, Skarø og den større Drejø, der kaldes øen midt i verden, fordi den ligger midt mellem Ærø og Svendborg, og en kone på øen derfor følte, hun boede i verdens centrum. Ankeret op, og båden glider ud. Forude pisker en flok grågæs hen over havoverfladen.

“At her er grågæs hele året, er et godt eksempel på klimaforandringerne. Tidligere ville de været taget sydpå om vinteren, men nu er her varmt nok”, forklarer Poul Henrik Harritz og sætter kursen mod Strynøs nyanlagte havn.

I øjeblikket diskuteres det, om Det Sydfynske Øhav skal være Nationalpark. Miljøministeren har peget på området, og nu er det borgernes tur til at diskutere forslaget. Tidligere har opbakningen til en nationalpark været mildest talt lunken.

- Nogle øboer frygter, at øerne vil blive invaderet af turister, hvis området bliver til nationalpark. Naturligvis vil der komme flere folk, men hovedparten af de mennesker, der besøger øerne, tager en dagstur med færgen, sunder sig lidt på havnen, går op i byen og køber en is og tager hjem igen. De slider ikke på naturen, og har man sårbare områder, kan man lave nogle stiforløb, så folk vælger at gå ad dem, siger Poul Henrik Harritz, der mener, at naturen i Det Sydfynske Øhav står over for langt større udfordringer end isglade sommergæster.

- Vandkvaliteten har det mange steder ad Pommern til på grund af landbrugets udledninger af kvælstof. Øhavet har meget stillestående vand, og i de dybe områder er der iltsvind og fiskedød, mens der på detlave vand gror alger og tang - noget, de lokale kalder fedtemøg. Det tager ilten og lyset fra andre planter.

En flok røde havkajakker padler forbi. En yndet sport i de sydfynskefarvande. Vi når havnen og et lille opbud af lokale, der er et karakteristisk syn på mange af øernes anløbspladser. Marstal, Skarø eller Strynø. Når færgen kommer ind, eller der er lystsejlerliv om sommeren, holder de nysgerrigt øje fra bænke eller rækværk. På vej op i Strynø By passerer vi solbagte sommergæster - en præst fra Odense, en ung læge fra København og et par cyklende sommerhusgæster fra Langeland. Alle vil de have en bid af ølivet. I alt fald i sommerhalvåret.

 
“Størstedelen af alle danskere mener, at øer er interessante. Folk finder det romantisk at sejle blandt de grønne toppe, der stikker op af det blå hav, og så synes de fleste, at der er noget meget eksotisk over at bo på en ø, måske også mere, end der i grunden er. Livet er ikke så meget anderledes her - ud over at vi er afhængige af færgerne, siger Poul Henrik Harritz”

Et skilt mellem nogle af husene reklamerer for en af de lokales keramikværksted, og jeg præsenterer Poul Henrik Harritz for tanken om, at de små øer i fremtiden vil stå som levende museer med lidt pottemagere, turistnips og sommerboliger.

- Naturligvis er der forskel på årstiden, og vi er på øerne enormt afhængige af, at der kommer turister fire-fem måneder om året. Det er på den tid, hvor købmanden har overskud, så han kan eksistere for os andre om vinteren. Men der kommer flere hjemmearbejdspladser, som kan kombineres med ølivet, og mange er fristede af at flytte hertil. I dag bor der omkring 200 hele året på Strynø, og øen har gennem de senere år oplevet fremgang, så der næste år er 24 elever i skolen. Men på andre øer er der langt flere pensionister end børnefamilier, og her er fremtiden en udfordring.

Tilbage på havnen bliver færgen endnu en gang fyldt op med cykler og mennesker, der efter en dagstur sejler tilbage til fastlandet.